Tiden er lang for den, som venter.

Mavedrejning.

Hvad der startede som en helt almindelig fredag med udsigt til en fri weekend, hvor planerne var hygge med venner over en god middag og hundetræning i weekenden, blev med et lyn fra en fuldstændig frostklar blå himmel ændret til et mareridt, hvor det var meget tæt på, at Phoebe, min malinois tæve, mistede livet pga. en mavedrejning.

af: Majbritt Schunck, CATCH Danmark.

Det startede som en helt almindelig fredag.

D. 11 februar - en friweekend i udsigt, og turen gik hjem i højt humør for at lufte familiens to hunde den 9 år gamle westie Okenzo, og den 4 årige malinois Phoebe.

Det blev til en hyggelig gåtur i line på ca. en time, hvorefter hundene blev sat i bilen. Forbi en benzintank for at få fyldt bilen op, og så videre hjem, hvor sneskrabning var en nødvendighed, inden vi gik indenfor. I den tid opholdt begge hunde sig i bilen – altså ingen løb, træning eller anden vild leg.

Godt indenfor i varmen blev det tid til en kop kaffe, og herefter borddækning og først efter ca. to timer blev hundene fodret. De fik en mindre portion, da aktivitetsniveauet pga. arbejde de 3 sidste dage havde været lavt, og tykke skulle hundene jo helst ikke blive.

Gæsterne ankom med smil, og stemningen var god. Hundene hilste også glade, helt som de plejede. Der var endnu intet tegn på, at aften skulle blive meget anderledes, end vi havde forestillet os. Vi gik til bords og vinen kom i glassene. Begge hunde lagde sig som sædvanligt roligt ned.

Efter ca. 30 minutter, kom så det første tegn.  Phoebe kom hen til os. Hun havde opkastebevægelser, men der kom ikke noget. Herefter søgte hun mod døren til haven.
I det sædvanlig tempo løb både Phoebe og Kenzo ud, og efter få minutter kradsede det på døren, men kun westien var der, og ville ind. Phoebe måtte have to indkald, og hvor hun normalt kommer styrtende på det første, kom hun langsomt med krum ryg og nærmest nedtrykt.

 

Og så gik det stærkt!

Vel inde i stuen viste Phoebe fortsat tegn på opkastning, hendes mave var pustet op lige bag ved ribbene, og hendes forben var iskolde. Hun savlede lidt, og virkede meget trykket. 
Heldigvis kendte jeg symptomerne på en mavedrejning, og selvom den forudgående fordring og aktivitet ikke passede ind, var det sikkert og vist, at en dyrlæge var en nødvendighed, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Jeg ringede først til dyrlægevagten på Hospitalet for mindre husdyr,  og ud fra symptombeskrivelsen var antagelsen den samme. Der var desværre for travlt til os på fakultetet. Kvinden i telefonen begyndte at opremse samtlige dyrlæger, der havde døgnvagt, men her var jeg altså stoppet med at høre efter. Jeg havde min egen plan.

Vi skulle af sted, og da vi tidligere med godt resultat havde været på Karlslunde dyrehospital, blev kursen sat. Vennerne var lidt mere klar i hovedet, for de huskede at slukke stearinlysene, sætte adressen på gps’en, og kørte forrest for sikker vejvisning.
I bilen blev sønnen kontaktet for at tage sig af westien, og det må have været et mærkeligt syn for ham at gå ind hos os, idet spisebordet bare var forladt med mad på tallerkenerne og vin i glassene.

Den vagthavende dyrlæge Ulrik Kristensen/Karlslunde dyrehospital lyttede opmærksomt i telefonen, og han var enig i, at der var risiko for, at det kunne være en mavedrejning. Ulrik Kristensen ville være klar til at modtage hende, når vi ankom med - en køretid på 10 min anslog jeg. Der var heldigvis ikke meget trafik på motorvejen fra Rødovre til Greve.

Amerikanske tilstande

Jeg ved godt, at dyrlægen gjorde præcis som foreskrevet, da han i telefonen gjorde opmærksom på, at risikoen for aflivning var stor, og at det var prisen også. At man skulle betale hele beløbet efter endt behandlingen, samt at der ikke var afdragsordning på akuttilfælde i weekenden, men lige på det tidspunkt var jeg fuldstændig ligeglad. Phoebe skulle have hjælp tilbage til livet, hvis der var en chance for det, og ellers selvfølgelig en aflivning, så hun hurtigt slap for smerterne.

Jeg følte, at der gik en evighed, fra jeg trykkede på dørklokken, til dyrlægen lukkede op. Og så var der sørme al den registreret, som jo er nødvendigt, men for….
Phoebes tilstand var nu væsentlig forværret. Hun var meget kold, maven som en stortromme og tungen meget blå, og dyrlægen kunne jo ret hurtigt konstaterede, at hendes kredsløb var dårligt. Igen blev vi gjort opmærksom på prisen, og at vi skulle underskrive et dokument før yderligere behandling blev iværksat, og sådan er det bare, jeg ved det godt. Et dyrehospital kan ikke levere varen, hvis ikke alle forhold er i orden. Tiden føltes nok også længere, end den var i virkeligheden.

En veterinærsygeplejerske blev tilkaldt, men da tidsfaktoren havde stor betydning, hjalp jeg dyrlægen med at få sat venflon i forbenene. Phoebe fik straks et skud antibiotika via den ene, og en blodprøve blev taget fra den anden.

Derefter, og eftersom sygeplejersken endnu ikke var ankommet, hjalp jeg med røntgenfotografering med blyforklæde og det hele. Ja jeg hjalp jo altså bare med at holde Phoebe i korrekt position, så dyrlægen kunne komme til.Røntgen af Phoebes mave.

 Røntgen af Phoebes mave.

Phoebe må have følt det som et overgreb, men hun accepterede det, og forsøgte kun to gange at nappe os mærkbart i fingrene for at få os til at stoppe. 
Efter røntgenfotografering fik hun tilført væske via drop, og så skulle hun vente i et bur på sygeplejerskens ankomst. Jeg kravlede ind i buret for at sidde med hende, også for at hun ikke skulle hive droppet ud, og lige der ankom sygeplejersken så – venlig, smilende og rolig.

Jeg fik efterfølgende fortalt af min mand og vennerne, der opholdt sig i venteværelset, at sygeplejersken kom ”fræsende” ind på p-pladsen. Hun havde skyndt sig alt, hvad hun kunne for at hjælpe min hund.



Ventetiden.

Nu var jeg helt overflødig, og følte mig meget hjælpeløs. Phoebe havde det meget dårligt, og det gik fortsat ned ad bakke.

Dyrlægen bad os køre hjem, og det var helt fair, at de fik ro til at tage helt over, og gøre, hvad de var bedst til, men for fanden, hvor var det svært at gå. Jeg følte, at jeg svigtede hende.

Set i bakspejlet tror jeg, at det var bedst for Phoebe, at jeg forlod stedet. Min angst og til tider mange tårer må have lagt sten til hendes angst.

Allerede på vej hjem blev jeg kontaktet af dyrlægen, der havde studeret røntgenbillederne. Billederne bekræftede, at der var tale om en mavedrejning. En operation var nødvendigt, og det hastede. Endnu en gang blev jeg spurgt mht. operation, var det fortsat mit ønske? JA.
Dyrlægen ville påbegynde operation, og såfremt det så skidt ud med organerne, ville han kontakte mig, og ellers ville han operere færdig efter planen.

Opringningen kom kl. ca. 0130. Operationen var gået godt. Maven var vendt tilbage til korrekt position, og syet fast til et ribben, så mavedrejning ikke kunne ske igen. Phoebe havde det efter omstændighederne godt, men ”Vi er ikke i mål” formanede dyrlægen, ”de næste timer er kritiske”.

En meget anderledes aften end forventede sluttede, vennerne var taget hjem og tilbage i sofaen sad familien og jeg; først helt stille, og så lang tid med googlesøgninger på mavedrejninger, og kun med det mål at finde håb og tro på, at det nok skulle gå.

Og Phoebe kom hjem.


Når enden er god, er alting godt eller er det? Phoebe var kommet godt igennem det, og hun havde spist og tisset. Ved afhentning måtte kreditkortet luftes – 30.400,00 kr. Phoebe fik anvisning på hjemmebehandling med smertestillende, og noget mod kvalme og mavesyrer. Og kosten blev til ris, kylling og hvid fisk.
I dagene efter frøs hun meget, og hun sov gerne foran brændeovnen et sted, hun ellers altid havde undgået. Hun kastede en del op, men såret helede heldigvis fint



Sygeforsikring

Der har været mange tanker siden. Hvorfor opstår mavedrejning? Kunne jeg have gjort noget anderledes? var det min skyld? Rigtig mange mennesker har efterfølgende overfor mig givet udtryk for, at årsagen ligger i fordring, motionen og måske dermed indirekte, at det er hundeejeren, der fejler. Jeg tror, at udtalelserne et eller andet sted er for at beskytte sig selv, især hvis man har en af de racer, der er i risikozonen, og det bliver til ”Jeg gør det rigtige, så det kan ikke ske for mig ”

Jeg mener, at det er en fejl at lulle sig selv i søvn på den bekostning, idet der er en risiko for, at man overser symptomerne på en mavedrejning, når man nu har overholdt ”reglerne”.

Jeg har selvfølgelig læst og læst og læst efterfølgende, og internettet er ikke altid din ven. Der kom mange modstridende informationer, og jeg hældte derfor til, som jeg altid gør - spørg dem, der ved mest om emnet.
Dyrlæge Clara Allberg har velvilligt skrevet om mavedrejning, så jeg afholder mig fra den del, men håber, at I læser videre.


Lad mig også lige slå et slag for sygeforsikring på hunden. At vi havde en sygeforsikring gjorde, at vi slap for at tænke økonomi alt for meget ind i beslutningen om operation. Vi fik betalt kr. 26.400 via forsikringen. Der er mange forskellige tilbud i forsikringsverden. Vi valgte en af de lidt dyrere, men til gengæld er der også en god dækning pr. skade og ikke pr. år. Find den forsikring, der passer til jeres familie.

Efter 12 dage blev stingene fjernet af den opererende dyrlæge. Det var faktisk også rart, at man endnu en gang fik talt med ham om forløbet. 

Det tog lang tid som i måneder for Phoebe at komme sig både fysisk og psykisk, men i dag d. 1. juni virker hun til at være helt sig selv igen.

 

Skrevet af: Clara Allberg, Dyrlæge

Dyrlæge Clara Allberg


Sygdomsforløb

Mavedrejning er en hurtigt udviklende, livstruende tilstand hos hunde.

Mavesækken bliver udspillet med gas, væske og/eller foder og roterer rundt om sig selv. Rotationen blokkerer blodtilførslen til mavesækken og ofte også til milten, og jo længere tilstanden fortsætter, jo større bliver mavesækken grundet fortsat gasudvikling. Samtidig øges risikoen for sekundære komplikationer så som; påvirket herterytme og vejrtrækning, nedsat ilttilførsel til mange vitale organer (f.eks. milt, nyrer og lever). Giftstoffer og bakterier frigives i blodet, hvilket i sig selv øger risikoen for yderligere hjerterytmeforstyrrelser. Hunden kan ikke overleve dette uden behandling.

 

Årsag

Der er lavet et flertal studier for at undersøge risikofaktorer for mavedrejning, og man har endnu ikke helt forstået årsagsforholdende fuldt ud. Man har dog set, at hunde, der er i familie med andre hunde, der har haft mavedrejning, har øget risiko for selv at udvikle sygdommen. Endvidere har studier vist et forhold mellem mavedrejning og store hunde med dyb brystkasse, hunde der bliver fodret et stort måltid tørkost dagligt, ældre hunde, og hunde der er stressede eller nervøse (både til dagligt men også ved enkelte tilfælde). Der er også mistanke om at fodre i en skål hævet over gulvet eller hurtigt indtag af mad også øger risikoen for udvikling af mavedrejning, dog er dette ikke fastslået. Man ved heller ikke om motion efter et måltid øger eller mindsker risikoen for mavedrejning, da de undersøgelser, der er lavet har modstridige resultater. Man har dog kunnet se, at den luft, der er i mavesækken, ikke kommer fra ”luftslugning” men fra fermentering (forgæring) af maveindhold. Mavedrejning ses oftere hos nogle racer, for eksempel Grand Danois, Schæfer, Puddel, Labrador retriever, St Bernard og Golden Retriever, men sygdommen er set i næsten alle racer.

 

Symptomer

De første symptomer på mavedrejning er ofte tegn på smerter fra bugen. Eksempler på symptomer kan være:

-          Hunden virker ængstelig eller kigger mod bugen

-          Hunden står og strækker kroppen ud

-          Hunden savler

-          Bugen er udspillet

-          Hunden forsøger at kaste op men der kommer ikke noget (Dette symptom er meget klassisk for mavedrejning i forhold til andre sygdomme)

-          Hunden halser

-          Øget hjertefrekvens

-          Svaghed eller kollaps

 

Behandling

Det er vigtigt, at behandling bliver påbegyndt hurtigst muligt, da prognosen afhænger af, hvor stor skade der allerede er sket på de vitale organer, og hvor kraftigt hjertet er påvirket. Som regel påbegyndes behandling med intravenøs væske (direkte i blodet) og ilt, samtidigt med at der udtages blodprøver for at vurdere hundens status. Ofte tages der også røntgenbilleder for at bekræfte mistanken om mavedrejning. Blodprøverne kan give en indikation om prognose. Allerede her kan man nogen gange se, at hunden ikke vil overleve en operation, da organerne allerede har taget for meget skade, og man kan derfor være nødt til, at tage beslutning om at aflive sin hund.

Ved selve operationen begynder man med at fjerne luft, væske og foderrester fra mavesækken, herefter roteres mavesækken tilbage til sin normale position. Efterfølgende vurderes de indre organer, og kirurgen vurderer, om der f.eks. er nødvendigt at fjerne dele af mavesækken, om milten skal fjernes, eller om andre organer har taget skade. Mavesækken bliver syet fast til indersiden af bugvæggen for at forhindre rotation, i tilfælde af at den igen bliver udspillet.

 

Som regel forbliver hunden indlagt, indtil den er stabil nok til at være uden intensiv behandling, og man har sikret at der ikke længere er risiko for udvikling af hjerterytmeforstyrrelser eller tegn på andre komplikationer.

 

Hvad kan du som ejer gøre?

Tag de forbehold du kan med eksempelvis mindre og flere måltider, nedsat stressniveau, og øge tiden hunden bruger på at spise maden, men husk at det kan ske uanset, hvor forsigtig du er. Vær opmærksom på om din hund udvikler symptomer, og hvis du har en mistanke om mavedrejning – skynd dig til dyrlægen!

Røntgen af normal mave.

 Røntgen af en normal mave.

Rønten af en mavedrejning

 Røntgen af en mavedrejning

Kilder: American College of Veterinary Surgeons (2017), MSD Vet Manuals (2017), S. Bell, Inherited and predisposing factors in the development of gastric dilatation volvulus in dogs, Topics in Companion Animal Medicine (2014)